Operafilm vinter 2020-2021

La Traviata

Opera i fire akter af Giuseppe Verdi – Opera Paris 2019.

Verdis mest elskede opera findes i utallige udgaver. Simon Stone, en af dagens mest fremtrædende instruktører, bringer i sin udgave af La Traviata handlingen frem til nutiden i denne verdens mest opførte opera. – Violetta er her en ung handlekraftig kvinde, der dømt til døden af sin sygdom udnytter sine sidste øjeblikke til det yderste med at feste. I denne flotte version synger den unge fremadstormende sopran Zuzana Maková partiet som Violetta, hun har Frédéric Antoun med som Alfredo Germont og Peter Mattei som Alfredos far.
ca. 2t. 20m. ex. pause.

 Tosca

Opera i 3 akter af Giacomo Puccinis – Teatro alla Scala 2019

Med Tosca vendte Puccini tilbage til den reneste tragedie, med fokus på den voldsomme og tragiske undergang for de tre hovedpersoner. Tosca er en meget fokuseret opera, koncentreret omkring de komplekse og fuldt udviklede psykologier for de tre hovedpersoner. Puccini har kunstfærdigt udformet den jalousi, ængstelse og fortvivlelse der opstår i den fortryllende Floria Tosca. I titelrollen er Anna Netrebko, en meget temperamentsfuld Tosca. Hendes arie i anden akt, ‘Vissi d’arte’, bragte bogstaveligt talt La Scala i knæ. Ved sin side har hun en luksusbesætning i form af Francesco Meli, Luca Salsi og Alfonso Antoniozzi.
Varighed: ca. 2 timer ex. Pause.

Don Giovanni

Dramma giocoso i 2 akter af Mozart – Paris operaen 2019

Vi kender alle legenden om alle tiders største forfører, men hvad er det, der driver Don Giovanni / Don Juan til at forføre, undertvinge og erobre den ene kvinde efter den anden, ivrigt og med kold ligegyldighed, som et rovdyr, der sikrer sig sit bytte? Instruktøren Ivo van Hove er en af de mest inflydelsesrige og trendsættende instruktører indenfor moderne teater og opera. Med Étienne Dupuis der synger Don Juan, Jacquelyn Wagner som Donna Anna og danske Elsa Dreisig som Zerlina er vi garanteret en stor dramatisk oplevelse.

Hvem er så denne Don Giovanni? Leporello giver et glimt i sin listearie, nemlig at Don Giovanni har interesseret sig for alle kategorier af kvinder, men de uskyldige har haft hans største interesse. Han er fræk, men stolt og modig, og hans hybris tager overhånd i scenen med stengæsten på kirkegården, man kan ikke andet end beundre hans mod, da han inviterer til middag. Opgøret mellem stengæsten og Don Giovanni er noget af det gevaldigste og mest rystende i hele operalitteraturen. Don Giovanni er sandelig et værk, man aldrig kommer til bunds i. Don Giovanni er nummer fire på listen over de mest opførte operaer 2019-2020.
Varighed: ca. 2t. og 50m. ex. pause.

Manon Lescaut

Opera i 4 akter af Giacomo Puccini – La Scala 2019

Det er historien om den smukke unge kvinde, der er tvunget til at træffe sit valg: et liv i fattigdom med sin sande kærlighed Des Grieux, eller et liv med penge og privilegier. Maestro Riccardo Chailly og den anerkendte instruktør Sir David Pountney står for en ny produktion af den tidligst kendteste version af Puccinis første triumf Manon Lescaut. Forskellen mellem denne originale version, der debuterede i Torino i 1893 og dén, der først blev iscenesat på La Scala et år senere, er sidste del af første akt, hvor Puccini viser sin fantastiske orkestrale virtuositet. Sir David Pountney lader handlingen foregå som en jernbanerejse, der ender på en nedlagt station i ørkenen, med den centrale idé om at Puccinis Manon, i modsætning til Prévosts roman er mindre fordærvet end ødelagt af et utilgiveligt samfund.
Varighed: ca. 2t. 12m. ex. pause.